Hvilke tal har vi fokus på som kirker? Ofte er det ABC
Attendance
Buildings
Cash
Men hvad ville der ske med vores kirker, hvis vi i stedet var optagede af de 15% som lever på kanten af vores samfund, de marginaliserede og udstødte og de 95% som endnu ikke er en del af et trosfællesskab.
På søndag skal jeg tale om rejsen. I regen har vi en temarække om rejsen. På søndag skal jeg tale om, at når vi rejser er det altid med en intention om at bevæge os, men det er ikke altid vi er bevidst om, hvilken rejse vi vælger. Den letteste rejse at vælge er den, der handler om os selv. Om at bare jeg har det godt med mig selv, så opnår jeg lykken.
Men den rejse som Jesus kalder os til at drage ud på er rejsen som handler om at tage sit kors op, sætte livet til for sine venner, at omfavne den udstødte, at omvende sig. Det er alt andet end en behagelig rejse, men så let kommer vi til at ville undgå det ubehagelige.
På nabogaden til mit kontor blev der i søndags skud og dræbt en 19 årig fyr. Det er så let bare at cykle forbi stedet med blomster. Men hver dag i den her uge er jeg stoppet ved dødsstedet og mærket smerten og det ubehagelige og den trykkede stemning. Men der er lige der midt i alt det ubehagelige, alt det der gør ond, at Gud giver og giver os mod til at forestille os et nyt i morgen. Se det er opstandelse! (billede stephen sandoval)
At møde den lidende kristus
Vi lever I en kultur, hvor det ypperste er at fremstå med en cool attitude. At vi kan vise, vi har tjek på tingene. At vi er “worth it all”. Vi har meget vanskeligt ved at håndtere smerten for den passer ikke med idealet om at være lykkelige og være hipsters og cool, for en hipster kender ikke til smerte…
Men livet er jo ikke smertefrit, vi mærker smerten, når en af de nærmeste dør, når vennerne bagtaler, når en god relation vender en ryggen, når kæresten smutter, når jobbet ryger. Mange af os forsøger at skubbe smerten foran os, så vi kan tage os af den senere. Men det kan vi ikke blive ved med på et tidspunkt indhenter smerten os eller vi indhenter smerten og så må vi turde se smerten I øjnene.
For mange I vores generation så kræver det meget mod og styrke at sige: Det her gør ondt, det her er smertefuldt.
Når smerten erkendes så er det, at vi også nærmer os den lidende Kristus. For selvom det kan lyde paradoksalt så er der gode nyheder I smerten. Når vi bærer smerten og erkender den, så kommer Jesus os I møde og siger her til og ikke længere. Nu tager jeg din smerte resten af vejen. Vi kan kun udholde livets smerte fordi Jesus allerede har gået vejen før os, og han kommer os I møde på smertens vej og siger til os, nu behøver du ikke bære det mere, jeg tager resten men kom med til korset.
At møde den lidende Kristus der tager vores smerte midt på smertens vej er en befrielse og en lindring. Men det kræver at vi erkender vores egen smerte og lidelse. Hvis vi ikke gør det, er der intet den lidende Kristus kan bære for os.
Så I en hipster og forbruger lykke foksueret kultur som vores er spørgsmålet om vi tør gå mod den kulturelle strøm og erkende smerten og lidelsen, så den lidende Kristus kan møde os og tage smerten resten af vejen til korset.
godt nytår er vel på sin plads at få sagt med det samme…!
I de seneste to dage har jeg været med til to flytninger, og min krop er mør men dog klar til nytårsaften…
At flytte er en del af livets vilkår. I år er der også ting i mit liv der er blevet flyttet rundt, meninger, holdninger, mennesker, følelser, overbevisninger og meget mere. At være menneske er at være i bevægelse, det værste der kan ske for en levende organisme er at stå stille for så rådner man og går til..
Da David ville bygge et tempel for Gud sagde Gud, jeg har altid været på vandring, og det er lige præcis den Gud jeg håber vi møder i 2001, Gud som er på vandring, så vi selv kan vandre med og bevæge os i 2011.
Jeg fik en mail for nylig, der spurgte om jeg var holdt op med at at blogge, og hvad skulle jeg svare. Jeg har i de seneste måneder tænkt, at det måske snart var på tide igen, og denne mail afgjorde, at nu er det nu…
I dag har jeg været med til at uddele 150 poser med julemad til socialt udsatte familier… Det var som altid en fest, og man mærkede Guds rige var nær. jeg er glad for at være en del af en kirke hvor vores fundament er at elske næsten og Gud. At det ikke er om du er inde eller ude, men at vi elsker dig, og det vil vi gerne vise i praksis. Så lad os fortsætte med at elske KBH, det er vores fundament, og hvis vi ikke elsker, så skrider vores fundament…
Her på årets sidste dag er det måske en god anledning til at genoptage min blog. I dag siger vi farvel til 00’erne. Det bliver lidt vemodigt, men jeg ser også frem til et nyt årti. Højdepunkter fra mit eget liv i 00’erne må være:
– regen blev startet
– blev færdig på uni
– var med til at starte en BA i youthministry op
– flyttede til Vanløse (jeg ved godt, at det for nogen sikkert ikke er et hit at bo i vanløse, men for os er det)
– se mennesker komme til tro
– tilbringe tid med venner og familie
– blive en del af TOM
– og sikkert meget mere…
Når jeg kigger tilbage på 00’erne er der også nogle personlige kampe, jeg har stået i, nogle står jeg stadig i, men jeg nævner lige et par stykker
– min kones skrøbelige helbred
– min tendens til at ville kontrollere alt og ikke turde at give slip
– at big ikke altid er smukt…
Når jeg ser frem mod det næste årtid, så vil jeg gerne reflektere en lille smule over kirkens situation i DK. Jeg ser en masse udfordringer, som vi må forsøge at tackle, hvis vi skal se folk blive efterfølgere af Jesus i 1’erne
– at vi får skabt en kultur, hvor det er hverdag at mennesker kommer til tro
– at vi tør lad os inkarnere ind i 11’erne hvad det så end betyder
– at vi finder ud af hvad Jesus er Herre i grunden betyder
– at vi får sat ord på, hvad de gode nyheder er…
Det er nok meget generelle udfordringer, som Kirken altid står overfor, men det gør dem nu ikke mindre aktuelle.
Min egen største bøn og længsel for regen i 11’erne er, at vi ved Guds nåde får skabt en kultur, hvor det er hverdag, at menneskers liv tager en drejning, hvor de bliver efterfølgere af Jesus
Om halvandens uges tid er det tid for, at baptistiskirken i Danmark skal vælge en ny ledelse. Jeg er en af dem, som er blevet spurgt om hvorvidt jeg ville stille op. Jeg er også en af dem, som har sagt nej. Hvorfor gør jeg det så ikke, det er jo virkelig nu chancen er der for at være med til at gøre en forskel i Baptistkirken. Der er måske netop nu en kairos tid, hvor en ny retning kan sættes.
På den ene side kribler det i mig for at sige ja, jeg tror, at jeg ville kunne bidrage med noget godt og samtidig også lære en masse, men hvorfor gør jeg det så ikke…
– at lede et kirkesamfund er ikke helt simpelt, og jeg ved simpelt hen ikke om jeg er åndelig moden til at gøre det
– Hvis noget nyt skal tilføjes til listen over ting jeg gør, er der noget andet jeg ikke skal gøre, og lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge fra
– jeg er ikke firmaets mand. I tidligere generationer stillede man op for “samfundet”, når der blev kaldt på een. Jeg tror mange koner har levet et ensomt liv, og det vil jeg ikke udsætte mine kone for – ikke mere end hun er i forvejen…:-)
– Jeg er ikke sikker på at sidde i en formelt valgt ledelse er den bedste investering i, hvordan jeg kan være med til at udvikle og plante flere kirker. Måske er mine resourcer bedst brugt på en anden måde, og den udfordring vil jeg tage op…
– Jeg tror, Gud har sagt nej og det er jo også et godt argument…
Hm nogle har sagt jeg er en kylling og burde sige ja… det er jo lidt som at slå en mand i maven at sige den slags, men jeg tror, jeg holder ved mit nej…
Kelly rowland har set lyset… hvis jeg ikke tager meget fejl, så synger hun willer takes over i denne sang…. måske er det første skridt til verdens herredømme..
Jeps så skete det… igår gennemførte jeg endnu et marathonløb og det i min personlige rekord tid 3.37.34. På billedet her har maltesen fanget mig efter 23 km hvor jeg ser imponerende frisk ud… Men lad mig bare sige det på den her måde, omkring 35 km begyndte benene at gøre super ondt specielt mine hofter… av av men ind kom jeg da…
Det er marathon tid. Om tre dag skal jeg løbe kbh’s gader tynde. Jeg regner selvfølgelig med at bloggens to eller tre læsere kommer til at stå og heppe på mig. I copenhagen marathon er der nogle fartholdere, som holder en konstant fart løbet igennem. Det vil sige, at man kan løbe bag dem og bare cruise i mål.. Jeg regner med at løbe bag fartholderne som kommer i mål 3.30 eller i hvert fald så længe jeg kan holde til det. Hep Hep
Billedet er fra mit første marathonløb, pænt smadret på vej i mål. Læg mærke til tøjet, jeg vil bære præcis det samme på søndag…
Willer's liv unplugged 