Endnu et marathon er overstået

Jeps så skete det… igår gennemførte jeg endnu et marathonløb og det i min personlige rekord tid 3.37.34. På billedet her har maltesen fanget mig efter 23 km hvor jeg ser imponerende frisk ud… Men lad mig bare sige det på den her måde, omkring 35 km begyndte benene at gøre super ondt specielt mine hofter… av av men ind kom jeg da…

Copenhagen Marathon

Det er marathon tid. Om tre dag skal jeg løbe kbh’s gader tynde. Jeg regner selvfølgelig med at bloggens to eller tre læsere kommer til at stå og heppe på mig. I copenhagen marathon er der nogle fartholdere, som holder en konstant fart løbet igennem. Det vil sige, at man kan løbe bag dem og bare cruise i mål.. Jeg regner med at løbe bag fartholderne som kommer i mål 3.30 eller i hvert fald så længe jeg kan holde til det. Hep Hep

Billedet er fra mit første marathonløb, pænt smadret på vej i mål. Læg mærke til tøjet, jeg vil bære præcis det samme på søndag…

John Howard Yoder

Nogle gange kommer man igang med en samtale, hvor man oplever, at her er der noget rigtigt, her er der nogle tanker, som virkelig er gode og sande og man bliver inspireret, begejstret, provokeret og får en lyst til bare at komme i gang.

Det skete igår og omdrejningspunktet var ham her

 

John H. Yoder, en af vor tids mest betydningsfulde anabaptistiske teologer, jeg ved godt det lyder nørdet. Der er kun udkommet en bog på dansk af ham, kirke med krop, oversat af Ole Lundegaard, og det var netop også Ole L som satte samtalen igang.

En af de ting som jeg tager med fra samtalen er tanken om, at vores sakramenter ikke bare er forbeholdt de kristne i kirken, men de er langt mere end det. For eksempel er nadveren – at dele brød ikke bare et ritual som vi gør i kirken sammen, men at dele brød handler om at dele økonomi, liv, sorger osv. Nadveren viser en anden måde at være fællesskab på og på den måde bliver kirkens udlevelse af sakramenterne et tegn for en måbende og brudt verden…

Go Yoder

total nederen men vi prøve at komme videre med mcknights bog

Jeg ved det godt, jeg har ikke været særlig god til at skrive om mcknights bog – the blue parakeet. Det er totalt nederen at jeg ikke rigtig har holdt, hvad jeg har lovet. Jeg har hver dag tænkt, nu sker det, og så er det alligevel ikke sket, men i dag så sker det.

Som skrevet tidligere så er mcknights pointe, at vi skal læse bibelen som en stor historie og vi må forstå de enkelte bøger i bibelen i forhold til den store historie. Han sammenligner bøgerne smed wiki-bøger, der alle forsøger at give deres version af historien. Ligesom alle på wikipedia forsøger at give deres forståelse af en specifik historie. Tilsammen giver de det fulde billede af historien. Mange før mcknight har forsøgt at gengive bibelen som historie. Mcknights bud handler meget om de brudte relationer.

Plottet i historien er som følger

Guds skaber eikons 1. mos. 1-2 Tema Enhed

Krakelerede eikon 1, mos 3-11 Tema fremmedhed

Pagtsfællesskab 1. mos 12 – malakias Tema Fremmedheden ekspanderer

Kristus, det perfekte eikon, forløser Mattæus – Joh åb. 20 Tema Et i kristus

Slutning Job. åb. 21-22 Tema perfekt enhed

Pointen er at alt må forstås i forhold til den her historie, og det gælder også i forhold til forskellige temaer, men det kommer vi tilbage til, men vi må forsøge at forstå livet med Gud til hverdag i forhold til denne historie og denne historie må guide os i vores valg og beslutninger

Hvad tænker i om mcknights opstilling af historien?

What a wonderful world…

Der er gang i mange ting og jeg oplever virkelig, at Gud hele tiden kaster mig op i luften og drejer mig rundt og jeg lander på benene, men hver gang kigger jeg en anden vej og ser et nyt perspektiv…

Anyway det har været en god weekend og en dejlig mandag…

Fredag aften min brors fødselsdag og koncert med Kira og Jens i tivoli, virkelig cool

Lørdag havde vi DNA dag i regen, det er virkelig nogle cool folk, som jeg er kirke sammen med, som brænder for at skabe forandring i KBH og det SKAL vi komme til at gøre

Lørdag aften tog vi del i kærlighedsfest på nørrebrogade, og der var kærlighed for hele folket. Vi havde taget vores egen grill med og indbød folk til at spise med, virkelig cool, senere på aften var vi til fødselsdag

Søndag løb jeg 20 km, jeg er virkelig i god form så ser frem til marathonløbet, håber på at komme under 3.45, men vi må se, hvor død jeg går på de sidste km.

Senere havde vi fællesbrønd og jeg nød at være sammen med folk igen.

I dag har jeg været til A2 konference, hvor jeg for første gang fik lov til at lytte til Erwin Mcmanus live. Det var virkelig inspirerende og fik sat nogle gode tanker igang, han redefinerede first second og third space på en rigtig god måde…

First space er der hvor vi selv føler os hjemme. Det er der hvor vi bliver bekræftet af andre i at vi selv er ret fede. Det er det der ofte sker i kirker, grundlæggende ligner vi hinanden og bekræfter hinanden i, at vi er cool

Second space er vores arbejdsplads, studie osv. Det er der hvor vi færdes til daglig og bare skal forsøge at være tilstede og være der for mennesker, bare være mennesker…

Third space er der hvor vi bliver invieteret ind i andres first space, fordi de har mødt os i second space og oplevet os som autentiske mennesker, der elsker Gud, og i det third space kan vi forbinde deres historie med Guds historie

Mcmanus talte ud fra apg. 17, hvor Paulus er de her tre steder. Det fik mig virkelig til at tænke… hm håber jeg har fanget den rigtige pointe…

De hige og søge 2

Efter den hidsige debat omkring youthministry 3.0 er det tid til at tage fat på endnu en bog. Denne gang er det en lidt tykkere bog og jeg vil bruge et par indlæg på den. Det er bogen the blue parakeet – rethinking how you read the bible af Scot Mcknight.

Jeg synes altid bibelen har været lidt vanskelig at forholde sig til, hvad er kontekst, hvad er befalinger man skal rette sig efter, og hvordan udvælger hvad der gælder nu og hvad der gjaldt dengang…

Mcknight starter med  den store fristelse, når det handler om at læse bibelen – nemlig at vi går genvejene når vi læser bibelen fremfor at gå hele vejen. Her er de genveje vi nogle gange har gang i

- at læse bibelen som en samling love

- at behandle bibelen som en samling af velsignelser og løfter

- at behandle bibelen som den sorte blækklat hos psykologen, hvor vi ser vores projeceringer i klatten, det samme gør vi med bibelen, vi læser vores egen forestilling ind i bibelen

- at se bibelen som et stort puslespil, som vi skal samle

- at vi behandler en af bibelens forfattere som den store mester, som vi læser resten af bibelen igennem, i stedet for at se at alle forfattere fortæller deres oplevelse af historien.

At læse bibelen som en samlet historie er netop Mcknights pointe. Vi må altid læse bibelen i forbindelse med den store historie, som bibelen gengiver, eller er der en fare for at misse pointen.

Om et par dage vil vi tale om historien men er du enig i Mcknights syn og hans genveje…

De hige og søge…

I den næste uges tid, vil jeg kommentere på nogle af de bøger, som jeg har læst i den seneste tid. Det kan jo være, at der står noget brugbart i dem, som andre også kan bruge…

Vi starter med youthministry 3.0 (jeg underviser jo i Youthministry) af min gamle chef Mark Oestereicher.

Det er en hurtig læst bog, som man godt kan pløje sig igennem på en dag, men det gør den nu ikke mindre interessant.

Markos hovedpointe er at teenagere og unge har tre spørgsmål, som de grundlæggende altid stiller.

Hvem er jeg?

Hvordan er jeg unik?

Hvor hører jeg til?

Marko mener, at vi i de sidste 50 år har set et skift fra, at hovedspørgsmålet var hvem er jeg? over hvordan er jeg unik i 70-90′erne til i dag, hvor han mener det er hvor hører jeg til?

Udfordringen til kirken er, at vi stadig svarer på, hvordan er jeg unik og ikke svarer på, hvordan teenagere kan høre til. For at høre til skal man først og fremmest være tilstede. Problemet er blot at vi som ungdomsarbejdere er travlt optaget af programmer, planlægning, administration osv, at vi glemmer at være tilstede for den enkelte og lytte til den enkeltes længsel efter at opleve at høre til.

Min egen kommentar: teenagere og unge vil gerne høre til, men ikke puttes ind i en allerede defineret kasse, de vil gerne selv være med til at skabe det rum, hvor de kan høre til, men de har brug for at nogen invitere dem ind i det rum. De tør og kan nemlig ikke selv gå ind i det.

Mener du at Marko har ret: er det store spørgsmål i dag: Hvor hører jeg til?

Marathon er rykket tættere på

Der er kun fem uger tilbage. Om fem uger ved denne tid skulle jeg gerne have gennemført mit fjerde marathonløb.

Så i dag har jeg været ude at løbe 26 km. Det gik fint og jeg føler mig snart klar til at løbe de 42 km. Det kræver selvfølgelig, at jeg passer min træning, og på den måde bliver min marathon træning et billede på det åndelige liv, som indebærer noget af det samme som urtehaven.

Jeg må passe den daglige træning – ikke fordi det altid er sjovt, men fordi det gør mig i stand til at fuldføre det lange løb. På samme måde må jeg holde fast i de åndelige discipliner – ikke fordi det altid er sjovt, men fordi det gør mig i stand til at fuldføre livets løb.

Ofte tror jeg vi som kristne  søger “det åndelige kick” – den fede oplevelse, som vi får på en lejr eller lignende. Men hvad så hvis vi ikke oplever dette kick, så siger vi at Gud er langt væk. Men det er han ikke, han kalder os blot til den daglige træning. Så kan vi en gang i mellem deltage i DHL stafetten og løbe sammen med mange tusinde andre og få et kick. Men grundlæggende handler det om det lange seje træk. Kirken har igennem årtusinder haft nogle rutiner, som gør at vi holder i det lange løb og måske skulle vi begynde at praktisere dem…

- Bede, faste, tilbedelse sammen med andre, stilhed, ensomhed, bibellæsning, bekendelse, afholdenhed, osv.

Lad os begynde træningen sammen!

Jeg er stadigvæk i urtehaven…

Vi lever i en kultur, hvor vi gerne vil have tilfredsstillet vores behov her og nu. Det er vores virkelighed og det er det hav, som vi svømmer i.

Når vi taler om, hvordan at Gud blev menneske og boede iblandt os, så stiller det en stor udfordring til os. De gamle ørkenfædre så med foragt på byens liv og dens mange impulser. De mente allerede for 1600 år siden, at byen kunne fjerne vores fokus fra Gud. Derfor valgte de at flytte ud i ørkenen ud i hulerne… Det værste der kunne ske for dem var hvis kirken kaldte dem tilbage til byen og for at tjene menigheden…

Hvor vil jeg så hen med det…

Hvis vores sjæl er som en urtehave, som kræver ro, tid, tålmodighed, så har vi virkelig passet den særlig godt i vores hektiske, konsumeristiske liv. Vores sjæl bliver ikke opbygget af “quick.fixes”. Vores sjæl bliver opbygget af den daglige rutine, hvor vi tager vare på planterne, hvor vi graver, hvor vi vander, hvor vi tager tid.

Samtidig kalder Jesus os til at være sendt ud af ham, og ja vi skal af sted og hjælpe til med at genoprette folks haver, som ligger ufrugtbare hen.

Så det er den ene side, at vi er kaldet til det langsommelige slidsomme arbejde det er at tage vare på en urtehave, og samtidig sidder jeg og tænker på de 3000 som Peter og disciplene døbte pinsedag, det var da en pæn hurtig vækst… Men måske er det netop sådan at tingene går hånd i hånd. Når vi selv oplever at pleje vores urtehaver, så vil mennesker være med i det. De fornemmer at her er en have, som “dufter” af det den skal, sådan skal min have også være…

Tænk hvis vi som medlemmer i discipelfællesskaber var med til at hjælpe hinanden, så vi kunne pleje hinandens haver, og det rent faktisk var det vi kaldte folk til. Ikke til at tælle som et nummer i hvor mennesker vi har har i klynger, celler eller gudstjenester. Men vi kalder folk ind i et urtehave fællesskab, hvor vi vil hjælpe med til at din have kan blomstre, så du kan få andre haver til at blomstre

Giver det mening, sikkert ikke, det er løse tanker på en lørdag formiddag, en ting er sikkert, måske skal vi finde et mere maskulint billede end urtehaver…

Er vi bange for vækst og strategi…

I dag var jeg sammen med en gruppe youth ministry studerende inde og besøge Anders Michael “big is beautiful” Hansen. Han fortalte om strategien for at vende udviklingen i storsalen. De har mistet over halvdelen af deres gudstjenestebesøgende i løbet af de sidste to år. Nogle af de kloge ting Hansen sagde var blandt andet…

- Hvis vi fejler i vores strategi laver vi bare en ny plan, vi må ikke være bange for at fejle

- Vi må tro på, at Gud vil kirken

- Voksende kirker skal findes i spændingspunktet mellem organisation og organisme

Anyway mens jeg lyttede til Hansen og hans passionerede tale omkring storsalen, begyndte jeg at overveje om vi som virkelig forsøge at tage det at være organiske til os i grunden er bange for vækst og strategi. Vi vil gerne have at det hele bliver så autentisk og idealistisk som muligt, at vi nærmest ikke må planlægge noget. Det kan ende med, at vi bliver neo-spirituelle. Det vil sige, at vi blot venter på, at Gud gør noget. Men vi må også selv i gang og det at lægge en plan betyder ikke, at vi ikke kan være organiske.

Vi må godt sætte gang i væksten hvis vi lader den få plads til at være organisk og så justere undervejs. Vækst og mange mennesker behøver ikke at være et onde, hvis vi holder fokus på disicpelskab og fællesskab og deltagelse. Så er det ikke sikkert vi bliver en forbruger kirke, selvom vi er mange. Men tør vi gå i gang med implementeringen af planen.