I dag havde vi Grace, og rent musikalsk var vi lidt amputeret. Men heldigvis havde vi et par islandske venner i baghånden. Sigur Ros stod sammen med Lectio divina for tilbedelsen i dag.
Til dette nummer havde jeg skrevet en lille prosa tekst om Guds søn, som søger mennesket, og hans ønske om, at vi skal følge ham NU. Det var virkelig godt, hvis jeg nu i al ydmyghedhed selv skal sige det… Nej jeg synes faktisk, at Gud virkede gennem den alternative tilbedelse.
Vi talte om, hvordan bekymringer ofte forhindrer os i at leve i Gudsrigets dimension. At leve i Gudsriget her og nu. Det er svært for os, fordi vi er en del af en bekymringskultur, hvor der nærmest er noget galt, hvis vi ikke bekymrer os. I den virkelighed kan det være svært at tage imod Jesu invitation om at søge Guds rige først.
Eller hvad siger du der?