Poetry slam og Guds rige

Så var vi til poetry slam på ideal bar med klyngen igår. Det var nok verdens mindste klynge, men det blev en storslået aften. Sidsel blev dommer, og hun kørte den hårde stil hele aftenen, her uddeler hun aftenens laveste karakter til, ham som fik tilnavnet stønneren.

Der var klart en af spoken word digterne, som skilte sig ud, og jeg fik en god snak med ham bagefter. Det viste sig, at det ikke var tilfældigt, han havde været lidt inde omkring nogle kirkelige kredse tidligere i sit liv, og han ville meget gerne komme forbi til grace og slamme nogle digte. Så det glæder jeg mig til. Det sker d. 5. november, og det med Guds riget, tjah Gud var i hvert fald på spil i noget af det der skete, og måske kommer det endnu mere nær i poetens liv, hvem ved….

Inkluderende karismatisk

Først lige en lille reklame for strøtanker, hvor hr vifftrup har gang i en god samtale om kirkens metaforer.

I sommer slog det mig, hvorfor at nogle strømninger i kirken har så svært ved emerging church bevægelsen.

For nogle er vi for karismatiske og for andre er vi for inkluderende. I den danske version af kirkehistorien har det været sådan, at de evangelikale/karismatiske fløje har set sig selv, som dem der tog kristentroen alvorligt, og man havde ikke meget tilovers for “de andre”. Det betød også at man blev meget ekskluderende i sine praktikker. Samtidig var der andre fløje, som var meget inkluderende, men samtdig nærmest havde udvandet Guds kraft.

Som jeg ser det forsøger Emerging Church bevægelsen blandt andet at sige, vi tror på Guds mirakuløse indgriben i menneskers liv, og at han kan forandre mennesker, men samtidig vil vi også være inkluderende overfor alle slags mennesker og vise dem Guds kærlighed, der hvor de er i deres liv, og ikke kun når de er der, hvor vi synes, de skal være.

Denne dobbelthed har mange svært ved at sluge og forstår ikke, at man kan være inkluderende karismatisk, fordi det er to modsætninger, som traditionelt har været i opposition til hinanden. Men jo mere jeg læser beretningerne om Jesus, jo mere tror jeg også, at det var sådan Jesus var… måske?

Til koncert med en legende…

Igår var jeg til fødselsdag hos Diana K, og et af programpunkterne var blandt andet koncert med mc einar og tobias trier på Ingolfs kaffebar, og hvilken storslået oplevelse var det ikke… Legenden einar havde publikum i sin hule hånd, og med indspark fra charmerende unge trier, så blev den en herlig aften, og ja en anden af landets troubadourer blev også genkendt, rasmus nøhr var også til koncerten.

Så det var alt i alt en herlig og latterfremkaldende koncert. Resten af fødselsdagen forløb også ganske godt. Gode samtaler, god vin og lækker kagemand.

Tempel eller hushold

Keld D var som tidligere nævnt på vores menighedslejr, og han udfordrede os til som fællesskab at finde ud af, hvilken menighed vi har nåde til at være… Så det går vi lige og overvejer og beder over, jeg er nu rimelig sikker på, hvad jeg selv tror Men Keld skitserede to modeller for det at være kirke (der findes sikkert flere, men de her to giver et godt udgangspunkt for samtalen). De næste observartioner er mine helt egne.

De to modeller kan man kalde Husholdsmodellen og Tempelmodellen.

I de første 300 år (inden den grumme konstatantin) havde den tidlige kristne kirke ikke nogle større samlingssteder. Derfor var menighederne centeret omkring de enkelte hushold, som bestod af familier, slaver og tjenestefolk. Det var i disser hushold, at livet med Jesus blev udfoldet. Det var centrum. Det var også udfra de enkelte hushold, at mission skete… En gang i mellem kom flere hushold sammen i synagogen, men det blev aldrig lige så stort som efter år 313. For efter Konstatntin havde indført kristendommen som statsreligion blev mange af de store romerske templer omdannet til Templer for Gud. Det betød, at centrum for efterfølgelsen blev templet. Man havde megachurches allerede dengang, og livet udsprang fra disse templer. Denne måde har vi bevaret, fordi kirken i mange år var en mariotetskirke. Nu er vi her i vesten igen en minoritetskirke, men mange lever  stadig kristenlivet som var vi en mariotetskirke dvs som en tempelkirke, hvilket måske ikke giver så meget mening længere. I en tid hvor Kirken er marginaliseret er det måske på tide, at vi lærer at være kirke omkring vores hushold. Nu har I nok gættet, hvad jeg selv tænker, men for at være fair overfor begge modeller vil jeg lave en liste, hvor jeg kun nævner de positive ting fra hver kirkemodel

Tempelmodellen:

Alle bliver samlet en gang om ugen

Større kvalitet i de ting, som sker

Central styring – let at give retning

Let at skabe identitet, da man møder alle en gang om ugen

Oplevelsen af at være mange på den samme rejse

Husholdsmodellen

Fleksibel

Innovativ

“lokal ejerskab”

Identitet primært gennem værdier og vision

Lav kontrol

Missional i udgangspunkt

Nu tror jeg ofte, at tingene er en kombination af de to modeller, men det man skal gøre op med sig selv, hvordan forstår vi primært os selv. Man kan sige, er vi en menighed med cellegrupper, eller er vi en menighed, som består af cellegrupper. Hvis vi vil tage det sidste udsagn alvorligt, så tror jeg, at vi har brug for et stort paradigmeskifte, fordi de allerfleste af os er blevet kristne i en tempel model, og den hænger ved… eller tager jeg helt fejl?

Til Ørebro og hvad er det lige jeg siger

Om fem minutter er der afgang til Ørebro, hvor jeg i to dage skal nørde den sammen med andre SALT lærere, temaet er “overraskende” nok menighedsbaseret uddannelse, jeg tror det bliver meget godt med et lille break…

I re:gen skal vi i den kommende tid arbejde med kommunikation. kommunikerer vi, hvad vi gerne vil, derfor har vi inviteret nogle sociologi studerende til at lave et feltstudie og give os feedback på vores kommunikation, efter feedbacke vil vi forsøge at ændre nogle ting og så invitere dem tilbage igen og så se hvad der er sket.

 Hvordan arbejder i andre med kommunikation

Jeg klappede en hund og menighedslejr

Igår var jeg i Aalborg for at have en studievejledningssamtale, det var ret hit and run agtigt. Men i huset hvorsamtalen fandt sted havde de en hund. Jeg følte mig meget modig da jeg efter et par høje gisp tog mod til mig og klappede hunden på ryggen. Min hundefobi er på retur eller noget i den retning

I weekenden havde vi vores årlige menighedslejr i re:gen. I lang tid har vi gået og joket med skumparty, og til tonerne af Nik og Jay, Claus Mølbæks fantastiske udstyrsstyke og Andreas Zimmermann’s fantastiske guiding, formåede vi at holde et skumparty der vil gå over i historien.

Udover skum var weekenden faktisk fyldt med godt fællesskab. Keld D var ovre for at give os et meget intenst “lærer input” hvilket var enorm givende, og mennesker blev berørt af Gud og udfordret i deres vandring, så det var fedt.

Lørdag aften var der udover skumfesten også tid til en lille intim koncert med Cathrin og det var også sublimt.

Som I kan høre er jeg ret meget oppe at køre over weekenden, så nu må vi bare se, hvor Gud ellers tager os hen… Jeg er klar. Måske kommer der et par refleksioner de næste par dage over Kelds undervisning