De hige og søge…

I den næste uges tid, vil jeg kommentere på nogle af de bøger, som jeg har læst i den seneste tid. Det kan jo være, at der står noget brugbart i dem, som andre også kan bruge…

Vi starter med youthministry 3.0 (jeg underviser jo i Youthministry) af min gamle chef Mark Oestereicher.

Det er en hurtig læst bog, som man godt kan pløje sig igennem på en dag, men det gør den nu ikke mindre interessant.

Markos hovedpointe er at teenagere og unge har tre spørgsmål, som de grundlæggende altid stiller.

Hvem er jeg?

Hvordan er jeg unik?

Hvor hører jeg til?

Marko mener, at vi i de sidste 50 år har set et skift fra, at hovedspørgsmålet var hvem er jeg? over hvordan er jeg unik i 70-90′erne til i dag, hvor han mener det er hvor hører jeg til?

Udfordringen til kirken er, at vi stadig svarer på, hvordan er jeg unik og ikke svarer på, hvordan teenagere kan høre til. For at høre til skal man først og fremmest være tilstede. Problemet er blot at vi som ungdomsarbejdere er travlt optaget af programmer, planlægning, administration osv, at vi glemmer at være tilstede for den enkelte og lytte til den enkeltes længsel efter at opleve at høre til.

Min egen kommentar: teenagere og unge vil gerne høre til, men ikke puttes ind i en allerede defineret kasse, de vil gerne selv være med til at skabe det rum, hvor de kan høre til, men de har brug for at nogen invitere dem ind i det rum. De tør og kan nemlig ikke selv gå ind i det.

Mener du at Marko har ret: er det store spørgsmål i dag: Hvor hører jeg til?

Marathon er rykket tættere på

Der er kun fem uger tilbage. Om fem uger ved denne tid skulle jeg gerne have gennemført mit fjerde marathonløb.

Så i dag har jeg været ude at løbe 26 km. Det gik fint og jeg føler mig snart klar til at løbe de 42 km. Det kræver selvfølgelig, at jeg passer min træning, og på den måde bliver min marathon træning et billede på det åndelige liv, som indebærer noget af det samme som urtehaven.

Jeg må passe den daglige træning – ikke fordi det altid er sjovt, men fordi det gør mig i stand til at fuldføre det lange løb. På samme måde må jeg holde fast i de åndelige discipliner – ikke fordi det altid er sjovt, men fordi det gør mig i stand til at fuldføre livets løb.

Ofte tror jeg vi som kristne  søger “det åndelige kick” – den fede oplevelse, som vi får på en lejr eller lignende. Men hvad så hvis vi ikke oplever dette kick, så siger vi at Gud er langt væk. Men det er han ikke, han kalder os blot til den daglige træning. Så kan vi en gang i mellem deltage i DHL stafetten og løbe sammen med mange tusinde andre og få et kick. Men grundlæggende handler det om det lange seje træk. Kirken har igennem årtusinder haft nogle rutiner, som gør at vi holder i det lange løb og måske skulle vi begynde at praktisere dem…

- Bede, faste, tilbedelse sammen med andre, stilhed, ensomhed, bibellæsning, bekendelse, afholdenhed, osv.

Lad os begynde træningen sammen!

Jeg er stadigvæk i urtehaven…

Vi lever i en kultur, hvor vi gerne vil have tilfredsstillet vores behov her og nu. Det er vores virkelighed og det er det hav, som vi svømmer i.

Når vi taler om, hvordan at Gud blev menneske og boede iblandt os, så stiller det en stor udfordring til os. De gamle ørkenfædre så med foragt på byens liv og dens mange impulser. De mente allerede for 1600 år siden, at byen kunne fjerne vores fokus fra Gud. Derfor valgte de at flytte ud i ørkenen ud i hulerne… Det værste der kunne ske for dem var hvis kirken kaldte dem tilbage til byen og for at tjene menigheden…

Hvor vil jeg så hen med det…

Hvis vores sjæl er som en urtehave, som kræver ro, tid, tålmodighed, så har vi virkelig passet den særlig godt i vores hektiske, konsumeristiske liv. Vores sjæl bliver ikke opbygget af “quick.fixes”. Vores sjæl bliver opbygget af den daglige rutine, hvor vi tager vare på planterne, hvor vi graver, hvor vi vander, hvor vi tager tid.

Samtidig kalder Jesus os til at være sendt ud af ham, og ja vi skal af sted og hjælpe til med at genoprette folks haver, som ligger ufrugtbare hen.

Så det er den ene side, at vi er kaldet til det langsommelige slidsomme arbejde det er at tage vare på en urtehave, og samtidig sidder jeg og tænker på de 3000 som Peter og disciplene døbte pinsedag, det var da en pæn hurtig vækst… Men måske er det netop sådan at tingene går hånd i hånd. Når vi selv oplever at pleje vores urtehaver, så vil mennesker være med i det. De fornemmer at her er en have, som “dufter” af det den skal, sådan skal min have også være…

Tænk hvis vi som medlemmer i discipelfællesskaber var med til at hjælpe hinanden, så vi kunne pleje hinandens haver, og det rent faktisk var det vi kaldte folk til. Ikke til at tælle som et nummer i hvor mennesker vi har har i klynger, celler eller gudstjenester. Men vi kalder folk ind i et urtehave fællesskab, hvor vi vil hjælpe med til at din have kan blomstre, så du kan få andre haver til at blomstre

Giver det mening, sikkert ikke, det er løse tanker på en lørdag formiddag, en ting er sikkert, måske skal vi finde et mere maskulint billede end urtehaver…

Er vi bange for vækst og strategi…

I dag var jeg sammen med en gruppe youth ministry studerende inde og besøge Anders Michael “big is beautiful” Hansen. Han fortalte om strategien for at vende udviklingen i storsalen. De har mistet over halvdelen af deres gudstjenestebesøgende i løbet af de sidste to år. Nogle af de kloge ting Hansen sagde var blandt andet…

- Hvis vi fejler i vores strategi laver vi bare en ny plan, vi må ikke være bange for at fejle

- Vi må tro på, at Gud vil kirken

- Voksende kirker skal findes i spændingspunktet mellem organisation og organisme

Anyway mens jeg lyttede til Hansen og hans passionerede tale omkring storsalen, begyndte jeg at overveje om vi som virkelig forsøge at tage det at være organiske til os i grunden er bange for vækst og strategi. Vi vil gerne have at det hele bliver så autentisk og idealistisk som muligt, at vi nærmest ikke må planlægge noget. Det kan ende med, at vi bliver neo-spirituelle. Det vil sige, at vi blot venter på, at Gud gør noget. Men vi må også selv i gang og det at lægge en plan betyder ikke, at vi ikke kan være organiske.

Vi må godt sætte gang i væksten hvis vi lader den få plads til at være organisk og så justere undervejs. Vækst og mange mennesker behøver ikke at være et onde, hvis vi holder fokus på disicpelskab og fællesskab og deltagelse. Så er det ikke sikkert vi bliver en forbruger kirke, selvom vi er mange. Men tør vi gå i gang med implementeringen af planen.

Urtehaver og sociologiske citater

jeg er i øjeblikket i Norge, hvor jeg sammen med Søren Ø underviser i Youth ministry. På vejen herop læste jeg hellige rødder af Peter Haldorf. Han har et eksempel med en urtehave, som det åndelig liv. Han siger, at det ikke er mærkeligt at munkene altid har haft urtehaver, for det siger noget om det åndelige liv. Det tager tid at modnes, intet kommer hurtigt, alt kommer langsomt. jeg tiltrækkes af det langsomme organiske liv, jeg oplever der er noget værdi der, som jeg ikke må give slip på

Samtidig har Søren lige citeret mig selv og sagt at jeg en gang har sagt at 9 ud af 10 som er tiltrukket af Jesus bliver ikke en del af et trosfællesskab, fordi de ikke kan se sig selv som en del af et trosfællesskab… Så på den anden side tænker jeg, vi skal bare have nogle folk til at komme i kirke, og det kan kun gå for langsomt, og jeg længes efter at se mange mennesker blive en del af kirken.

OG det er lige præcis her spændingen er, vores åndelige liv er som en urtehave, det tager tid og på samme tid har jeg lyst til at se mennesker oplever Kristi opstandelseskraft NU…  Kan vi se mange mennesker blive en del af kirkeligt fællesskab hurtigt samtidig med at vi ser deres åndelige liv som en urtehave… og hvad betyder det lige i praksis, det vil jeg gerne reflektere lidt over i den kommende tid…

Han er opstanden!

Her til morgen var vi inde i Domkirken og hilste morgensolen velkommen med et Kristus er opstanden. Det er fjerde år i træk, at jeg fejrer påskemorgen på denne måde.

Det giver altid et ryk i mig, når solen bryder igennem, man er altid lidt usikker på om den nu vil bryde frem. Men hver år bryder den gennem mørket…

Kristus er brudt igennem i dag og han bryder igennem mørket. Jeg vil gerne ønske de få læsere der er tilbage af min blog en glædelige påske og må I få lov at opleve, at Kristus bryder igennem med sit lys i mørket og giver håb, hvor I er ved at miste håbet.

Han er sandelig opstanden

Årets første opstandelse

Inden at Jesus overtager billedet i morgen, så tænkte jeg, at jeg ville komme ham i forkøbet og proklamere, at min blog er opstanden, ja sandelig den er opstanden!

Den er ikke opstanden med et smart lækkert design, nej vi fortsætter med det vi kender ellers også er det bare fordi jeg ikke har de grafiske evner…

Vil bare starte stille og roligt ud med et citat af Peter Haldorf, som jeg i øjeblikket går og tygger på:

bedømmelse handler om koncentration: evnen til at se hvad der er vigtigst og vende sig mod det… I ørkenen er enfold – ikke mangfoldighed – et fortrin…

det har jeg brug for at lære. I en tid med mange mulige veje og muligheder for at fare vild, har jeg brug for at vende blikket mod den væsentlige – jesus kristus og fastholde blikket i den retning…