Archive for February, 2006

Når vi nu snakker om nuttet…

February 27, 2006

Så er bjørnen vågnet fra sit hi… den  nuttede Bjørne-Kjøller har besluttet at berige verden med, hvad han roder med. Jeg takker

Advertisements

Uuh hvor er han nuttet!

February 27, 2006

BabyDolph.jpg

En kommentar der fortjener en bedre plads…

February 21, 2006

Jeg skrev en kommentar på denne blog men den var så god, at den fortjener lidt debat her 🙂

 

Mange af os er blevet overbevist om, at vi i vores arbejde/kirke skal have en belonge believe behave tilgang. Det er jeg meget enig i. Mit store spørgsmål er blot,hvad betyder det for lederskab i kirken? Må man først begynde at lede, når man opfører sig ordentligt? Hvis man svarer ja til det, mener vi det så virkelig, når vi siger belong-believe-behave?

Guds cirkelbevægelse…

February 18, 2006

En af årsagerne til mit lille projekt var, at vi i morgen skal tale om den forestående faste og åndelige øvelser… Noget af det jeg er blevet opmærksom på i min refleksion over min tur alene i byen er, at Gud arbejder i cirkler…

Gud hvilede skabte hvilede

Abraham blev velsignet, velsignede andre, blev velsinget

Jesus var hos Gud, blev sendt til verden kom tilbage til Gud

Vi søger Guds rige bliver sendt ud og søger Guds rige

Vi oplever Guds nærvær, fylder os selv med mere af os selv, søger tilbage til Guds nærvær…

Vi lever i en kultur, som har en lineær forståelse af tiden, hele tiden vildere, bedre, mere forandring. Med en lineær tilgang til livet, vil vi altid blive skuffet, fordi vi forventer mere, Gud kalder os ind i sin cirkel, og det er her, at fasten og de åndelige øvelser hjælper os tilbage i cirklen…

Alene i byens puls

February 15, 2006

byen.jpg

Som forberedelse på mit lille eksperiment igår læste jeg uddrag fra Dallas Willards spirit of the disciplines…og her læste jeg det her citat af Thomas Merton, som passede mig godt ind i mit ekspriment.

“This is the only reason why I desire solitude – to be lost to all created thins, to die do them and to the knowledge of them, for they remind of my distance from you: You are far from them even though you are in them…”

Jeg startede med blot at gå og se på mennesker og forstå, hvordan Guds ånde kunne være i dem uden at de måske havde opdaget det…Jeg blev ret berørt af, hvordan Gud er hos hver enkelt…

I starten var det ikke svært at være alene, for det var mange mennesker på gaden. Jeg tog bussen ud til Nørrebro, og så begyndte min åndelige øvelse for alvor. Normalt går man på cafe med andre. Men her gik jeg ind på en cafe, der var overfyldt og derfor blev jeg placeret på en barstol ved vinduet med en øl og sad derfor med ryggen til mennesker. Det var en voldsom oplevelse bare at sidde der og vente på maden. jeg kunne høre forskellige samtaler, men var alligevel alene.

efter at have spist maden, jeg var rimelig hurtig, der var et bord ikke så langt fra mig, som fik maden lige da jeg kom, de var ikke færdige, da jeg gik… Turen gik nu til biografen. At gå i biografen er for mit vedkommende også noget, som altid sker med andre. Jeg fik den sidste billet til walk the line. Gik ind og satte mig. Af alle de folk, der kom, var jeg den eneste som ankom alene. Da filmen startede var det som om vi alle sammen var i fællesskab. Vi så filmen sammen, men jeg havde ikke nogen at hviske til under filmen. Filmen gjorde et voldsomt indtryk på mig. Det handlede på mange måder om Jonny Cash’s ensomme kamp med livet, og det var først da han virkelig oplevede fællesskab med en anden, at livet vendte.

Jeg gik videre til en anden cafe og drak en kop kakao og sad og så på en anden som sad alene. En fyr med sin Mac, som sad og lavede noget musik.

Dette var min åndelige øvelse, og jeg skal love for at jeg kom i kontakt med ørkenen. Det var voldsomt at være alene i byens puls. Jeg kom i kontakt med min afhængighed af Gud. Jeg opdagede menneskets enorme behov for fællesskab og blive set af den anden. Den fornemmelse jeg sidder tilbage med er min enorme længsel efter Gud. En længsel efter at connecte med Gud, så jeg ikke skal opleve ørkenen. Jeg tror det er godt at komme derud, fordi det tvinger mig til at vende mig til Gud. Willard skriver:” vi kan kun overleve ensomheden, hvis vi hæger os fast til Kristus”. Det var også min erfaring…

Individuelt eller kollektivt…

February 14, 2006

hands.jpg

Jeg tror, jeg har skrevet om det før… Jeg har i hvert fald tidligere IRL talt med  studenterpreæsten om det. Tiden med Gud – er det bedst kollektivt eller individuelt.

I mange år har jeg troet og fået at vide, at den bedste tid med Gud, er når du søger ham alene. Det har bare ret ofte været en dårlig ide for mig, fordi jeg som udgangspunkt er ekstrovert og har brug for at være sammen med nogen i min erfaring af Gud. Jeg kunne forestille mig, at andre har det som mig og føler sig som en fiasko, hvis de ikke kan få tiden alene med Gud til at fungere.

I mandags startede vi i  [re:gen]med morgenbøn. Tanken er, at vi hver mandag morgen vil have flydende bøn fra 6.30 til 7.30 – du er meget velkommen. I mandags oplevede og erfarede jeg Gud – midt i fællesskabet med andre. Det var community, og jeg følte mig klar til en uge med arbejde og Gud. Helt fantastisk.

Selvom jeg bedst erfarer Gud i fællesskab med andre, har mandagens oplevelse udfordret mig til at prøve mig selv af. I aften vil jeg søge ensomheden. Jeg vil deltage i byens liv alene, som en åndelig øvelse. Jeg vil spise alene, jeg vil gå i biografen alene, jeg vil drikke en øl alene. Det hele vil jeg gøre for at forstå, hvordan Gud er i verden, og hvordan mange alligevel ikke connecter med Gud. Ligesom jeg er i byen og møder mennesker, men alligvel ikke har fællesskab med dem.

Det er lidt angstprovokerende for mig, men jeg tror, det bliver en god øvelse, men det får du at vide i morgen.

Hvordan praktiserer du din åndelighed?

i:Live kursus

February 9, 2006

Nu med Link, der virker

Det her vil du ikke gå glip af!

February 9, 2006

Tjek denne hjemmeside ud. Det her er et tilbud, som du ikke må lade gå forbi dig! Så er det sagt.

Var Frans af Assisi rig?

February 8, 2006

Jeg faldt over det her på Aalborg menighedscenters hjemmeside:

Efterom sølvet og guldet hører Herren til, så kan det ikke være andet, end at fælleskabet med ham som vores himmelske far, betyder tilgng til hans rigdomme! Op igennem historien har vi da også set store Guds mænd så som John Wesley, Martin Luther og mange andre kirkeledere været forvaltere af enorme rigdomme, således at deres budskab og hele gerning kunne udbredes til jordens ender uden hindring.

Hvad er det for en lære, der er kommet ind, som siger, at kristne skal være nedslåede og fattige? Det er falsk lære og manglende kendskab til Bibelens ord, og det skyldes religiøsitetens greb om folket, således at Guds kirke og det enkelte menneske er holdt fanget i fattigdommens greb. Den sidste store front, vi som kristne derfor skal generobre, er tilegnelsen og kontrollen af enorme rigdomme, idet Gud giver visdom til at forvalte og evne til at administrere ud fra hjerter, der ikke tænker selvisk, men som forløser resourcer til hjælp til verdens fattige og nødlidende og som sikrer udbredelsen af evangeliet i denne sidste tid.

For mig giver det bare slet ikke mening, at vi som kristne skulle have en speciel adgang til rigdom. Jeg er klar over, at der er nogle som bliver velsignede på den måde. Men at det skulle være for alle, giver ikke mening. Frans af Assisi ønskede netop ikke rigdom, men talte netop om at leve i fattigdom. Jeg har også svært ved at se, hvorhenne Jesus kalder os til rigdom. Jeg stiller mig også tvivlende overfor at kirkeledere op i gennem historien er blevet velsignet med enormme rigdomme.

Hvad tænker du?

En leder er én, som er der…

February 8, 2006

Hvis man ikke er tilstede, hvordan kan man så lede. Vi har ofte alle mulige kriterier for, hvad en god leder er. Men hvis man ikke er tilstede, så kan man heller ikke lede nogen…

Er du tilstede?